Havde mayaerne egentlig dommedagsprofetier?
Meget tyder på at dommedagen d. 21. december 2012 bygger på ren tilfældighed
tirsdag 3.1.12
- Af Redaktionen. Kilde: videnskab.dk
Det er efterhånden blevet almindeligt kendt, at jorden går under den 21. december 2012 ifølge den ældgamle og meget præcise maya-kalender. Ifølge videnskab.dk påstås der blandt andet, at soludbrud, meteornedslag, polvendinger eller et sammenstød med den mystiske Planet X vil gøre en ende på alt liv denne dag. Men var det nu også det, som mayaerne egentlig forudsagde? Det tvivler maya-forskere på, da der er mange andre forklaringer på, at maya-kalenderen slutter på netop denne dato, mens en decideret dommedagsprofeti ikke eksisterer.
Mayaernes kalender
Mayaerne havde hele fire forskellige kalendere. Deres langtælling, som er den kalender, der er ved at udløbe, er fra år 3114 f.v.t. Den blev især brugt til at holde styr på historiske begivenheder, men også til at forudsige, hvornår det var bedst at så eller gå i krig.
De andre tre kalendere er cirkulært opbyggede i et kompliceret system, som kort sagt betyder, at det hele starter forfra. I kalenderne er der visse tidspunkter, som var vigtigere end andre for maya-kulturen. De datoer, som mayaerne gik mest op i at markere, var afslutninger på såkaldte katuner, der er 20 år lange cyklusser. Ved enden af en sådan cyklus starter der noget nyt igen. Det gav sig især til udtryk ved, at de forskellige herskere dokumenterede deres bedrifter på steler ved tyveårsskiftet, samtidig med at templer blev revet helt eller delvist ned, for derefter at blive genopbygget.
Den cirkulære tidsregning
Netop denne cirkulære tankegang, som karakteriserer mayaernes tidsregning og begivenheder, er en af grundene til, at de fleste maya-forskere formoder, at mayaerne blot ville genstarte kalenderen og træde ind i en ny æra, når den nuværende tidsalder ender.
Mayaerne har efterladt inskriptioner på stentavler, som omhandler begivenheder, der vil finde sted flere tusinde år efter kalenderens udløb. På andre steler har mayaerne også beskrevet begivenheder, der skulle have fundet sted, nogle gange millioner af år før kalenderens start. Dette tyder på, at den langtælling vi kender til nu, blot er én cyklus i mayaernes tidstælling.
Der var langt til 2012
For 500 år siden gik maya-kulturen til grunde, efter at spanierne erobrede den mexicanske Yucatán- halvø, som var mayaernes hjem. På det tidspunkt lå 2012 ufatteligt langt ude i fremtiden for mayaerne, hvorfor en fortsættelse af kalenderen ikke har virket synderligt presserende.
Dette kan være en anden og meget enkel forklaring på, hvorfor kalenderen slutter netop nu. Mayaerne var simpelthen nået til 2012, da de blev afbrudt.
Dommedagsprofetier?
Blandt forskere i maya-kulturen er der bred enighed om, at egentlige beviser på at mayaerne forudsagde verdens ende i 2012 mangler. Det eneste man har fundet, som nævner maya-kalenderens udløb, er en inskription i Tortuguero-ruinen i den mexicanske stat Tabasco. Her bliver dagen forbundet med en fremtræden af guden Bolon Yokte' K'uh, men der nævnes dog ikke noget om Jordens undergang.
Derudover findes der hverken inskriptioner eller tegninger, som kan tolkes som om, at kalenderens slutdato er en forudsigelse af Jordens undergang. Maya-forskere mener simpelthen, at mayaerne blot ville have lavet en ny kalender eller cyklus med begyndelse den 21. december 2012, hvis de stadig havde levet.
Læs mere om maya-kalenderen og maya-forskeres tolkning af kalenderens afslutning på videnskab.dk!
Lær mere om år 2012: